Om Klimadan
Økonomiske og miljøvenlige energiløsninger siden 1980
<< Tilbage til oversigt

Vil politikerne gøre solceller mindre attraktive?

13 september 2012, Vil politikerne gøre solceller mindre attraktive?

 

Solcellekapaciteten eksploderer, og Danmark når om to måneder 2020-målene
Danmarks mål om at nå op på en solcellekapacitet på 200 megawatt i 2020 nås allerede om godt to måneder. "Det siger noget om, hvor meget knald på der er derude. Det er vi i sig selv utrolig glade for," siger klima- og energiminister Martin Lidegaard fra det radikale venstre til BT i et interview fra i dag.
 
Udviklingen fremgår af Dansk Energi's hjemmeside

 

Ved udgangen af 2010 var der installeret beskedne 2,4 MW solcellekapacitet fordelt på 750 anlæg over hele landet, men i april i år var kapaciteten pludselig 10-doblet til 6.500 anlæg på sammenlagt 30 MW, og siden er salget accelereret i en uhørt fart. Markedet fordobles i øjeblikket hver tredje måned, og med en aktuel udbygningstakt på 36 MW om måneden nås 2020-målet inden 1. december.

 

 

 

 

Der er til dato installeret 117,7 MW i 23.100 anlæg. Fortsætter udviklingen på samme måde i fremtiden vil det betyde, at der i 2020 vil være en solcellekapacitet på hele 1.000 MW og i 2030 3.400 MW, det vurderer Dansk Energi, Energinet.dk og DONG Energy i en fælles, aktuel prognose. 
 
Forklaringen på denne fantastiske udvikling skal findes i, at produktion af el på solenergi er blevet en glimrende privatøkonomisk forretning. For det første betyder den teknologiske udvikling og den øgede konkurrence et dramatisk prisfald på anlæggene, med næsten 75 % på tre år. For det andet er de hjemlige støtteordninger til husstandsanlæg med solceller mildest talt favorable i øjeblikket.
 
Nettomålerordningen i praksis
Ordningen er en favorabel afregningsordning for privatpersoner, der har installeret et vedvarende energiproducerende anlæg, hvilket solceller hører ind under. Med nettomålerordningen produceres energien når der er sol, og den lagres så på elnettet indtil man har brug for energien. Det sker som en "én til én-afregning", hvor elmåleren i praksis løber baglæns, når der produceres mere el, end der forbruges. 
 

 

Usikker fremtid: "Hvad gør politikerne nu?"

 

 

Teknologien er til stede, besparelsen er til stede, oplysningen er til stede - kun en enkelt ting mangler, nemlig sikkerheden. Men der er underskud i Danmark, og pengene skal hentes et eller andet sted. Man kan frygte, at dette vil gå ud over solcellebranchen.

 

Klima- og energiminister, Martin Lidegaard
 
Staten tjener hvert år rigtig mange penge på at pålægge afgifter på energi i Danmark, afgifter, som ikke er gældende for solceller - endnu. For det overvejer politikerne nu. Klima- og energiminister Martin Lidegaard har tidligere på året bebudet, at man vil se den nuværende nettomålerordning efter i sømmene inden årets udgang. 
 
Sådanne meldinger er med til at stoppe den ellers så positive udvikling solceller er inde i. For hvem ønsker at investere i solceller til tagryggen eller et jordvarmeanlæg til undergrunden, hvis der er usikkerhed om investeringens værdi om 5 år?
 
Netop det, at politikerne ikke endeligt har anerkendt vedvarende energi som løsningen på Danmarks energiproblemer - eller ihvertfald ikke opfører sig som om dette er tilfældet - er den ubetinget største hindring for at få udbredt de miljøvenlige alternativer til olie- og gasfyr.  
 
Solceller bør ikke være til for staten
At staten mister penge på at danskerne bygger solceller som aldrig før er en underlig tanke. Den bunder i, at mistede potentielle udgifter opgøres som reelle udgifter. Men her medtages ikke det fulde billede. At solceller fremstilles som skurkene er helt forkert!
 
Det er rigtigt, at den danske stat tjener færre penge gennem afgifter ved et øget antal af solceller. Men til gengæld vinder indbyggerne, der får flere penge mellem hænderne, og dermed mulighed for at nedbringe gæld eller øge forbruget, hvilket i sidste ende gavner staten. For ikke at snakke om de skatteindtægter der er forbundet med selve opsætningen af de mange solcelleanlæg.  
 
Solceller er ikke til for at udgøre en fantastisk forretning for staten, men for at sikre danskerne energi. Energi, der ikke tærer på Jordens i forvejen sparsomme ressourcer. Ud fra denne tankegang kan solceller slet ikke blive lukrative nok. Solceller er ikke problemet, men løsningen!
 
Smid gerne en kommentar til indlægget!
 
Mikkel 
<< Tilbage til oversigt

Ring på tlf. 9627 7070

og hør hvordan du kan spare penge og samtidig skåne miljøet med en varmepumpe.

Beregne din besparelse 

ved skift til en luft til vand varmepumpe

ved skift til et jordvarmeanlæg